Med udgangspunkt i de seks Simplimize-værktøjer har Brüel Systems fundet sin egen vej gennem Simplimize-metoden. Ved at tilpasse værktøjerne til sin egen kontekst har virksomheden gennem øget modularisering og indførelse af standardprincipper fået færre varenumre, kortere leveringstid og bedre dækningsgrad på et af sine produkter. Men virksomheden fortsætter med at spotte forenklingspotentiale i sit produktprogram.
Der var fuld knald på produktions- og testanlægget i fabrikshallen hos Brüel Systems, da Netværk for Forenkling besøgte virksomheden i Hjørring den 13. september.
Virksomheden, der har arbejdet med Simplimize i 1,5 år, producerer industrielle vaskeanlæg til kød-, pool-, bageri-, fiske- og mejeriindustrien og laver derudover service på nogle af anlæggene.
Simplimize og Brüel
Den generelle udfordring for Brüel Systems er at opfylde kundernes ønsker om helt specifikke anlæg, skræddersyet til netop deres unikke behov. Nogle kunder skal have vasket én type kasse, andre en anden type, og andre igen skal have vasket 10 forskellige kasser, der varierer i størrelse, form og opbygning. Bl.a. derfor gik virksomheden i gang med Simplimize, læs mere i casen her.
Det næste, der skal simplimizes er et anlæg til vask og tørring af plastickasser med f.eks. småkager og andet bagværk beregnet til brug i bagerier.
Rejsen fortsætter
Netværkets deltagere så fascineret til, imens det store anlæg blev fodret med kasser i forskellige farver, der først blev tømt for småkagerester og sidenhen vasket, tørret og stablet på paller sorteret efter farve, klar til at blive kørt væk og brugt igen. Det hele foregik med hurtige skift mellem de talrige processer, der snart skal kigges efter i sømmene med Simplimize – hvad kan undværes? Hvad kan lægges sammen? Hvad kan standardiseres?
Bjarne Jensen, Brüels PPO Manager og R&D Manager Søren Nielsen viste os rundt i produktionshallen, hvor anlægget stod. Herefter indviede Bjarne og Søren os i Brüel Systems’ tilgang til Simplimize.
I den forbindelse udvekslede mødedeltagerne erfaringer med brugen af værktøjerne, og konklusionen var klar: De 6 Simplimize-værktøjer er, hvad du gør dem til.
Hvis de virker for komplicerede at bruge, så skru ned for detaljegraden. Hvis det virker for uoverskueligt, så begynd i det små med ét enkelt produkt.
Simplimize kan Simplimizes!
Dagens vigtigste fund var imidlertid følgende: Brug kun de af værktøjerne, der giver mening i din konkrete situation – de kan sagtens stå alene, og man kan endda udarbejde sin egen version af dem, hvis man synes, det giver mening.
Det har Brüel valgt at gøre med funktionsoversigten. I stedet for at bruge web-versionen på Simplimize.dk har virksomheden taget udgangspunkt i et foto af f.eks. sin tunnelvasker, hvorpå funktioner og principper indtegnes, der hvor de sidder på produktet. Denne visuelle opstilling gør det lettere at forholde sig til øvelsen og lettere at huske.
Simplimize er en fleksibel metode, hvor det vigtigste er, at Simplimize-mindsettet er på plads – alt andet kan tilpasses efter behov, og man kan se bort fra de elementer, der ikke umiddelbart giver mening for virksomheden. Så man kan sige at Brüel har Simplimizet Simplimize-værktøjerne!